Elever planter træer for klimaet
Den 5. september fik Aarhus flere træer og mere skov. Gymnasieelever fra Viby Gymnasium og 3. klasses elever fra Bakkegårdsskolen i Trige tog nemlig skovlen i egen hånd og plantede træer ved Aarhus Nord.
”Træer er gode for vandmiljøet, biodiversiteten, det giver flot natur, og så er det altså også godt for miljøet. Det fungerer som en CO2-støvsuger. Vi kan trække CO2 ud af atmosfæren, og trække det ind i træerne i stedet for. Det er godt for klimaet,” forklarer Peter Søgaard, der er biolog ved Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, til TV2 Østjylland.
Og spørger man gymnasieeleverne, er det meget vigtigt, at vi tænker på at mindske CO2-udledningen nu.
Vi skal passe på jorden og miljøet. Det er os og de næste generationer, der skal være her, så det er godt at vedligeholde det og forbedre det. Vi har kun et sted at være, så vi skal passe på jorden,
Udover Aarhus Kommune står også Growing Trees Network Foundation bag arrangementet.
For lærer Rikke Lyngs fra Bakkegårdsskolen i Trige er det vigtigt at vise eleverne, at de kan være med til at hjælpe i kampen mod klimaforandringerne.
”Jeg håber, at de får øje på, hvad de kan gøre, for at hjælpe klimaet i den rigtige retning, og at de kan se, at de har en mulighed for at hjælpe det hele lidt på vej,” siger hun til TV2 Østjylland.
Aarhus Kommune planlægger, at byen skal vokse med 3000 hektar skov i fremtiden.